23. januar 2013 - Motor-magasinet

Fynboer klar til Monte
Dansker yngste kører i Monte-Carlo Historique 2013.

Kristian Flensbak Jørgensen bliver med sine blot 18 år og tre måneder yngste deltager ud af 628 i Rallye Monte-Carlo Historique 2013.
Motor-magasinet

Syv danske hold stiller til start
A-team.dk bestående af far og søn, Jens Gandrup Jørgensen og Kristian Flensbak Jørgensen fra Odense, starter sammen med seks andre danske hold lørdag den 26. januar i det Historiske Rallye Monte Carlo fra Københavns Rådhuspladsen.

Automobilklubben i Monaco oplyser at A-team’s andenkører Kristian Flensbak Jørgensen vil være yngste deltager blandt de 314 startende hold i 2013. Kristian har haft kørekort siden november 2012, men kørerlicens som andenkører gennem tre sæsoner, hvor holdet har forberedt sig ved deltagelse i adskillige danske løb.

Vurdér gratis din bil på Bilpriser.dk

Alfa Romeo GTV 2.0 hentet i Frankrig
Holdet deltager i en Alfa Romeo GTV 2.0 fra 1977. Bilen er hentet i Frankrig i 2011 og er i den forløbne tid blevet klargjort med henblik på deltagelse i Rallye Monte-Carlo Historique 2013.
Far og søn, Jens Gandrup Jørgensen og Kristian Flensbak Jørgensen, har som mål at blive placeret i den bedste trediedel.

København er en af fem mulige startbyer i 2013 og løbet slutter efter 3088 kilometer fredag den 4. februar om morgenen ved havnen i Monaco.

Krævende prøvestrækninger
Undervejs indgår der 15 prøvestrækninger på i alt mere end 400 kilometer, hvoraf den sidste prøve er de klassiske 33 km over Col de Turini 1608 meter over havet, der køres på løbets sidste nat. Her forventes en krævende blanding af tør vej, våd vej, pletter med is samt sne op over passet.

I 2013-udgaven vil det især være interessant at følge det professionelle Renault Classic team, der stiller med ikke mindre end fem Alpine Renault fabriksvogne som de så ud i 1973. Dette teams kørere er topkørere som vinderen fra 1973 Jean Claude Andruet, nr. 2 fra 1973 Jean Vinatier og ikke mindst Jean Ragnotti.

Besøg forsikringsoversigten på Bilpriser.dk