Pressemeddelelse Bilpriser.dk
Til fri redaktionel afbenyttelse med kildeangivelse

Fire års dansk IT-succes for Bilpriser.dk

Den uafhængige vurderingstjeneste Bilpriser.dk runder sit fjerde år som gratis forbrugerservice på Internet

Mens stribevis af gratis services på Internet er lukket eller blevet kraftigt reduceret, har den gratis forbrugertjeneste Bilpriser.dk altid klaret skærene. Bilpriser.dk kan nu fejre sit fjerde år på adressen www.bilpriser.dk.

I Bilpriser.dk's første leveår så det ud, som om kurserne på stort set alle IT-aktier var på vej ind i himlen, men da IT-drømmene i 2000 forvandlede sig til realiteter med krav om sorte tal i regnskabet, var vurderingstjenesten blandt de firmaer, der ikke endte med røde ører og negative tal på bundlinien.

"For nogle år siden så det ud som om, at alting var ved eksplodere, men alligevel valgte vi bevidst en strategi, der gik på ikke at ekspandere hurtigere end, at vi selv kunne finansiere det," fortæller Bilpriser.dk's direktør Peter Grøftehauge.

Det var en klog beslutning. Da kurserne på Internet-firmaerne stadig steg med eksplosionsagtig hast på børserne, var der forlydender i pressen om, at Bilpriser.dk skulle være et trecifret millionbeløb værd, mens andre endnu større Internet-sider blev vurderet til milliarder. Den slags vurderinger brugte mange IT-firmaer til at gældsætte sig til eksterne investorer, som siden måtte se millionerne gå tabt, når firmaerne gik konkurs efter tur. Men Bilpriser.dk blev stående tilbage.

"Luftkastellerne var baseret på en fremskrivning af forbrugernes adfærd, men tiden blev undervurderet. Forbrugerne ændrer ikke adfærd på et halvt år, som mange tilsyneladende forestillede sig. Det vil tage fem eller måske ti år, men de Internet-sider, der til den tid skaber en reel værdi for forbrugeren, vil da stå ufatteligt stærkt," siger Peter Grøftehauge.

Dermed mener Peter Grøftehauge, at IT-boblens største problem var, at den blev blæst for hurtigt op og ikke, at den nødvendigvis blev blæst for stort op.

"I takt med at forbrugerne langsomt bliver bedre til at anvende Internet, vil den kommercielle værdi også stige. Det vil sige en potentiel stigning fra nu af og frem til den dag, at alle mennesker er superbrugere af nettet," siger Peter Grøftehauge.

I de fire år Bilpriser.dk har eksisteret har firmaet Autocom A/S, der står bag vurderingstjenesten, udviklet tre andre sites, der i dag bidrager til forretningen. Det er bilauktionen Autocom.dk samt de to tyske sites Autorola.de og Autobudget.de.

Bilpriser.dk er skabt af Peter Grøftehauge og broderen Martin. Vurderingerne er baseret på autobranchens professionelle vurderingssystem Autocom Prisberegning, som brødrene udviklede i løbet af 90'erne.

Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.