Pressemeddelelse Bilpriser.dk
Til fri redaktionel afbenyttelse med kildeangivelse

Firmabilsanalysen 2008

Analyse af 40 firmabiler: Kør privat og spar mange penge

Bilpriser.dk den 26. oktober 2007

Bilpriser.dk's Niels Grøftehauge forklarer, at der er penge at spare ved at køre firmakørslen i privatbilen frem for i en beskattet firmabil.

Bilpriser.dk's Firmabilsanalyse 2008 viser, at der er god grund til at både arbejdsgiver og medarbejder tænker sig grundigt om inden firmabilen bestilles. Firmabilen kan nemlig være et dyrt bekendtskab for begge. Kører man firmakilometerne i den private bil, kan der være en stor besparelse at hente, og går medarbejderen nye veje, er der endda endnu flere penge at spare.

Bilpriser.dk har netop publiceret Firmabilsanalysen 2008, hvor økonomien i 40 populære firmabiler analyseres, og svarene i dilemmaet mellem valg af firmabil kontra privatbil afsløres.

Firmabilen betaler sig sjældent

For chefanalytiker Niels Grøftehauge hos Bilpriser.dk er valget af bilordning lysende klart:

"Vores analyse viser, at både arbejdsgiver og lønmodtager kan vinde stort, når der skal vælges bilordning. Ved at holde SKAT helt uden for regnestykket, lade medarbejderen eje og afholde driften af bilen selv, sparer begge virkelig mange penge."

Fordelen ved privat eje er særlig markant, fordi den skattefrie kørselsgodtgørelse for firmakilometer i den private bil udbetales af arbejdsgiveren med 3,35 kr./km. for de første 20.000 km. Dermed bliver regnestykket hurtigt langt bedre for medarbejderen, end hvis denne skal beskattes af firmabil. Således vil en kombination af et lille privat kørselsbehov og 20.000 km./år i firmaregi være en fin forretning for medarbejderen, der endda i mange tilfælde får et tilskud til bilfinansieringen på den måde.

Dieselbiler topper analysen

"Dieselbilerne stryger igen i år til tops i analysen. Det skyldes, at dieselbilerne beskattes særligt hårdt på grund af den højere nypris, selvom de har en relativ lav udgift pr. kilometer. Med en dieselfirmabil beskattes ejeren af en teknologi, som denne ikke selv har den økonomiske fordel af. Ejer medarbejderen derimod selv bilen, slår de lave driftsudgifter igennem," forklarer Niels Grøftehauge.

Octavia giver størst besparelse

Analysens største besparelse på 83.639 skattefrie kroner kan indehaverne af en Skoda Octavia 1,9 TDI sætte i banken over 3 år, hvis bilen er privat - frem for firmabil. Virksomhedens gevinst er samtidig 55.882 kroner, så her er privatordningen en stor fordel for begge parter.

Privatleasing er blevet interessant

Med de nye privatleasingarrangementer viser det sig, at går man nye veje, kan en privatleaset bil ende som den forretning med størst besparelse. Privatleases f.eks. en BMW 118d er fordelen således noget større end ved at eje bilen. Det skyldes, at leasingselskabet, som er ejet af BMW fabrikken i Tyskland, sælger bilerne internt langt under listepris, og det giver efterfølgende en lavere afskrivning, der i sidste ende kommer kunden til gode i form af en lav leasingydelse. Dog er der kontraktmæssige forhold ved privatleasing, man også skal tænke ind før, man signerer kontrakten.

Billigste alternativ er Peugeot 207SW

"For nogle handler firmabilen ikke alene om at spare meget men ligeledes det faktum, at bilen, som firmaets repræsentanter kører i, skal belaste firmaøkonomien mindst muligt. Her er Peugeot 207 SW, XR Plus 1.6 HDI, st car m. 90 HK det billigste alternativ i analysen" siger Niels Grøftehauge og pointerer, at både minibiler og brugte biler kan være helt legale alternativer i nogle sammenhænge.

Download baggrundsmateriale:
Firmabilsanalysen 2008 (pdf)
Firmabilsanalysen 2008 konklusion (pdf)

Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.