Handelsguide - Bilpriser.dk

Privatleasing af bil

Med privatleasing får du budgetsikkerhed

Privatleasing vinder nu også frem i Danmark Privatleasing vinder nu også frem i Danmark

Bilpriser.dk
Privatleasing af bilen vinder frem
For firmaer har det længe været almindeligt, at man leaser sine køretøjer og i de seneste år, er privatleasing også blevet mere og mere udbredt. Om vi i sidste ende lander på 70-80 pct. privatleasede biler som i Storbritannien, er det endnu for tidligt at sige noget om.

Men hvad er privatleasing?
Leasing er for det første leje af en bil i over 6 måneder. Hvis det er under 6 måneder, er det udlejning. Det kaldes dog så ofte for mini-leasing eller flex-leasing. Men i lovens forstand går grænsen ved 6 måneder. For det andet må der ved leasing ikke være aftale om, at den person, der tegner leasingkontrakten, kan købe bilen bagefter - for eksempel til en fastsat brugtpris. Det er en kreditkøbsaftale, understreger SKAT, der tjekker, om det overholdes.

Overvejer du privatleasing? Gå til oversigt

Hvad gør man, hvis man vil privatlease en bil?
Hvis man ønsker at privatlease en bil, skal man måske have solgt sin egen. Enten kan man forsøge sig hos nogle bilforhandlere, sætte den til salg i en gratis privatannonce på bilpriser.dk eller sælge den via online bilauktionen autocom.dk. Inden man sætter bilen til salg, kan man med fordel lave en salgsvurdering på bilpriser.dk og afstemme forventningen til salget.


Leasingperioden
Leasingperioderne varierer normalt fra 24 måneder og opefter. Og ofte kan man selv bede om en lidt længere periode end den, leasingselskabet tilbyder i sin annoncering.

Førstegangsbetaling

Når man har fundet et egnet tilbud og ønsker at privatlease en bil, skal man betale en førstegangsbetaling på typisk 15.000 til 60.000 kr., alt efter bilens værdi plus måske også et leverings- eller kontraktgebyr på 3.280-5.000 kr. Det kan også forekomme, at man tillige skal betale et depositum. Førstegangsbetalingen og de nævnte gebyrer får man ikke tilbage. De penge er tabt, så snart man har skrevet under på kontrakten. Også selv om man fortryder dagen efter. Et depositum får man derimod tilbage, hvis bilen leveres tilbage i den aftalte stand.

Leasingydelsen
Leasingydelsen er den ydelse, man betaler hver måned for at have bilen til rådighed. Den kan variere fra ca. 1.300 kroner til 12.000 kr. eller mere om måneden, alt efter bilens værdi. I den ydelse indgår normalt altid service. Man skal altså ikke spekulere på værkstedsregninger i leasingperioden.

Tillægsydelser
Nogle udbydere har også dæk med i leasingydelsen. Hos andre udbydere kan man tilvælge det og betale lidt ekstra. Man kan også aftale, at bilen får vinterdæk på hver vinter. Forsikring kan man ofte også få i forbindelse med privatleasing på meget fordelagtige vilkår. Man kan hos nogle desuden tegne en forsikring mod at miste et stort beløb ved tilbagelevering. Benzinkort med rabat er næsten altid en mulighed også.
Hvis man vælger en udbyder, der bruger FDMs standardkontrakt, får man bl.a. 3 års garanti, selv om bilen ved køb kun dækkes af 2 års garanti. Og man sikres, at en uvildig instans vurderer bilen ved aflevering.

Andre omkostninger
Udover førstegangsbetaling, leveringsgebyr, leasingydelse og eventuel forsikring skal du selv betale brændstof, vejhjælp, vask, ejerafgifter og evt. ekstraudstyr.

Ekstraudstyr
Ekstraudstyr skal enten fjernes før aflevering - eller foræres til leasingselskabet, hvis de vil have det. Det står i kontrakten, hvad det enkelte selskab har af regler.

Ekstra kilometer
Du skal også betale for eventuelle overkørte km, når du afleverer bilen. Har du kørt flere km, end det er aftalt, koster det måske 2-3 kr. eller mere pr. ekstra km. Det kan hurtigt løbe op, så pas på. Eller kontakt leasingselskabet for at få ændret antallet af tilladte km. Det koster naturligvis ekstra på leasingydelsen. Enkelte selskaber godskriver underkørte km.

Ridser og buler koster
Ridser, buler og andre skader skal du også selv betale ved aflevering af bilen. I kontrakten er der normalt en nøje gennemgang af, hvor slemt det skal være, før det koster. Men er der en større skade, så meld den til forsikringen - eller få den lavet på egen regning inden afleveringen - hvis kontrakten tillader det. Undgå at prøve på at reparere lakskader eller andre skader selv. Du risikerer en efterregning for at få gør-det-selv arbejdet lavet om.

Opsigelse
Det er ikke tilladt at binde privatpersoner på årelange leasingkontrakter uden mulighed for opsigelse. Efter maksimalt 11 måneder må man som forbruger opsige sin kontrakt med en måneds varsel, siger en ny lov. Nogle leasingselskaber tillader tidligere udstigning af kontrakten, men normalt er der så et opsigelsesvarsel på fra 3 til 6 måneder. Hvis man siger  op i utide, altså før leasingperioden på f.eks. 24 eller 36 måneder slutter, mister man sin førstegangsbetaling. Men ofte er det meget billigere end at skulle sælge en bil, der kun har kørt i samme antal måneder. Ved køb betyder den såkaldte kantstensafskrivning, at man allerede efter at have kørt ud over forhandlerens kantsten har lidt et stort værditab, måske 20.000-30.000 kr. Og et tab på 60.000 til 80.000 kr. efter 9-10 måneder er ikke et usædvanligt på en mellemklassebil til ca. 300.000 kr. Så er det trods alt billigere at miste sin førstegangsbetaling.

Hvem bør anvende privatleasing?
De, der med fordel kan lease i stedet for at købe, er bilister, som ønsker tryghed i budgettet og ønsker en lidt større bil. Ifølge Bilpriser.dk's leasinganalyser. Grænsen for hvad der er den bedete forretning rykker sig dog hele tiden, så man bør holde øje med markedet og være klar med lommeregneren eller regnearket, når man skal beslutte, om man skal købe eller lease. Her er det vigtigt at huske at indregne service og værditab på købebilen.


 
Mere om privatleasing? Se Bilprisers oversigt over selskaber


 

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag

Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.