Sådan beregnes registrerings-afgiften af nye og brugte biler

Registreringsafgift på ny personbiler på hvide plader:
105 % af de første 79.000 kr. og 180 % af resten. Beløbsgrænsen reguleres hvert år med Finansministeriets løntal.

For nye personbiler skal registreringsafgiften altid udgøre mindst 20.000 kr.

Der gælder desuden nogle justeringer, som følger herunder. Nogle af dem finder sted i den afgiftspligtige værdi (den værdi, man beregner registreringsafgiften efter). Det betyder, at værdien af fradraget eller tillægget i den sidste ende vil blive op til 80 % større. Andre tillæg og fradrag foretages i registreringsafgiften og har derfor en værdi på 100 %.

Brændstoføkonomi og miljø

Hvis en benzinbil kører mere end 16 km/l, gives der et nedslag i registreringsafgiften på 4.000 kr. for hver km, bilen kører mere end 16 km/l. Hvis den kører mindre end 16 km/l, forhøjes registreringsafgiften med 1.000 kr. for hver km, bilen kører mindre end 16 km/l.

Hvis en dieselbil kører mere end 18 km/l, gives der et nedslag i registreringsafgiften med 4.000 kr. for hver km, bilen kører mere end 18 km/l. Hvis den kører mindre end 18 km/l, forhøjes registreringsafgiften med 1.000 kr. for hver km, bilen kører mindre end 18 km/l.

Hvis en dieselbil er udstyret med fabriksmonteret partikelfilter, nedsættes den afgiftspligtige værdi med 4.000 kr. Desuden gives der bagefter også et nedslag på 3.500 kr. i registreringsafgiften.

Sikkerhed

For nye biler uden airbag forhøjes den afgiftspligtige værdi med 7.450 kr. Beløbet er 3.725 kr., hvis bilen kun er forsynet med én airbag.

Hvis en bil har flere end to airbags, nedsættes den afgiftspligtige værdi med 1.280 kr. for hver ekstra airbag. Dog højest for 4 airbags ud over de to første, altså 5.120 kr. som maksimum, hvis en bil har 6 eller flere airbags.

Hvis en bil har ABS, nedsættes den afgiftspligtige værdi med 3.750 kr.

Hvis en bil har ESP, nedsættes den afgiftspligtige værdi med 2.500 kr.

Hvis en bil har opnået et maksimalt antal stjerner i Euro NCAP's kollisionstest, nedsættes den afgiftspligtige værdi. med 2.000 kr

Hvis en bil har selealarmer, gives der et nedslag i registreringsafgiften på 200 kr. per sele med alarm, dog højest for 3 selealarmer.

Hvis en bil har radio, trækkes der 1.000 kr. fra den afgiftspligtige værdi.

Brugte biler

For brugte biler beregnes registreringsafgiften på samme måde. Dog nedskrives alle ovennævnte beløb med samme procentdel, som den brugte bil er faldet i forhold til et tilsvarende køretøjs nyværdi. Det er Skat, der vurderer, hvad en brugt bil er værd. Et eksempel: Der indregistreres en to år gammel brugt benzinbil med fire airbags og en brændstoføkonomi på 15 km/l. En tilsvarende model er ifølge Skat faldet med 20 procent i markedet i forhold til sin nyværdi. Derfor skal der betales 105 % af 63.200 kr. (79.000 kr. minus 20 %) og 180 % af resten. Mindste registreringsafgift vil være 16.000 kr. (20.000 kr. minus 20 %), ekstraafgiften for kun at køre 15 km/l vil være 800 kr. (1.000 kr. minus 20 %), og fradraget i den afgiftspligtige værdi for to ekstra airbags vil være 2.048 kr. (2.560 kr. minus 20 %).

Satserne er gældende fra d. 27. april 2008, skalaknækket på 79.000 kr. fra 1. januar 2009.

Kilde: Bilpriser.dk og Skatteministeriet



Eksempel på afgiftsberegning, ny og brugt bil

Ny bil Samme model som brugt bil, 50 % værditab
Pris, inkl. reg. afgift 200.000 kr. 100.000 kr.
Skalaknæk som ny, pr. 1/1-09 79.000 kr. 39.500 kr.
Følgende giver fradrag i afgiftspligtig værdi:
ABS 3.750 kr. 1.875 kr.
EPS 2.500 kr. 1.250 kr.
Partikelfilter 4.000 kr 2.000 kr.
2 airbags 0 kr. 0 kr.
4 airbags 2.560 kr. 1.280 kr.
6 el. flere airbags 5.620 kr. 2.560 kr.
Euro NCAP, maks. antal stjerner 2.000 kr. 1.000 kr.
Radio 1.000 kr. 500 kr.
Følgende giver tillæg til afgiftspligtig værdi:
0 airbags 7.450 kr. 3.725 kr.
1 airbag 3.725 kr. 1.863 kr.
Følgende giver fradrag i registreringsafgift:
Partikelfilter 3.500 kr. 1.750 kr.
To selealarmer (200 kr. pr. styk, maks. 3) 400 kr. 200 kr.
Kører 22 km/l, (4 x 4000 kr., diesel) 16.000 kr. 8.000 kr.
Kører 22 km/l, (6 x 4000 kr., benzin) 24.000 kr. 12.000 kr.
Følgende giver tillæg til registreringsafgift:
Kører kun 15 km/l, (3 X 1000 kr., diesel) 3.000 kr. 1.500 kr.
Kører kun 11 km/l, (5 X 1000 kr., benzin) 5.000 kr. 2.500 kr.


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.