Handelsguide - Bilpriser.dk

Gør bilen vinterklar

Gode råd om vinterklargøring

Når kulden og den mørke tid nærmer sig, og vejføret ændrer sig, er det tid til at gøre bilen klar til vinteren.

 

  • Dæk og vinduesviskere
  • Rustbeskyttelse
  • Kølervæske
  • Lakforsegling
  • Olieskift
  • Batteri
  • Motorvarmer

    Dæk og vinduesviskere
    Har du vinterdæk til bilen, er det nu, de skal på. Hvis du ikke har vinterdæk, er det nu, at du bør overveje at anskaffe vinterdæk.  Når først det bliver rigtig vinter, bliver de bedste vinterdæk hurtigt udsolgt.

    Vinduesviskerne skal specielt om vinteren virke godt og effektivt. Vejsnavs og salt og eventuelt sne stiller store krav vinduesviskerne. En lavt hængende efterårssol i kombination med en forrude, som vinduesviskerne ikke kan holde rene, er nærmest lig med blindkørsel.

    Rustbeskyttelse
    Rust er bilens værste fjende. Det er vigtigt, at karosseriet er rent og velholdt, så vinterens salt ikke angriber bilen mere end højst nødvendigt. En grundig undervognsvask, især i hjulkasser og langs dørpaneler fjerner aflejringer af snavs, som holder på fugt og salt. Undervognsspuling i vaskemaskinen er her ikke tilstrækkeligt. Du må selv i gang med en vandslange og en stiv børste.

    Er bilen 3-4 år skal du være særlig opmærksom på rustfaren. Rusten kommer indefra og nedenfra, og ofte er der ingenting at se, før skaden er sket. Særligt det danske klima i vinterhalvåret med temperaturer på +/- 3c danner meget kondensvand i bilens hulrum samt i bilens mere end 60 m. pladesamlinger. Herved fremmes rustdannelsen og til sidst gennemtærres pladerne med dyre reparationer til følge. Det anbefales at bestille tid på rustbeskyttelsescentret i god tid, idet der ofte er ventetid om efteråret.

    Kølervæske
    Det er selvfølgelig vigtigt, at kølervæsken er frostsikret. Væsken bør være beskyttet til mellem 25 minus grader og 35 minus grader.

    Lakforsegling
    Bilen kommer bedst gennem vinteren, hvis den er godt beskyttet af lak. Hvis du starter med en grundig rengøring af lakken, kan du nemmere gennemgå bilen for lakskader. Evt. ridser, stenslagsskader og mindre rustskader udbedres med en lakstift. Den fås i bilens originale farve hos bilforhandleren. Efterfølgende skal lakken voksbehandles eller lakforsegles. Lakken skyr nu fugt og snavs bedre, og er betydelig nemmere at holde ren ved almindelig bilvask. Kniber det med tiden, eller kan du ikke overkomme det, er der mange firmaer som tilbyder professionel lakkonservering.

    Olieskift
    En vinterklargøring bør altid omfatte et olieskift, og det er ikke for tidligt at gøre det nu, så motoren er klar til de første kolde morgener. En tyk og træg motorolie er svær for motoren at trække rundt ved start i frostvejr. Benyt en god fuldsyntetisk letløbsolie og skift oliefilteret samtidigt. Udskiftning af oliefiltret er en beskeden udgift, og et rent oliefilter er en forudsætning for et korrekt olietryk i motoren Husk at aflevere spildolie og oliefilter på den kommunale genbrugsplads.

    Batteri
    Kontroller kapaciteten på batteriet. De fleste biler kører rundt med et batteri, der kun er 50-70% opladet, og kapaciteten falder generelt i takt med et koldere vejr (op til 50% ved hård nattefrost). Samtidig kræver vinterhalvåret et ekstra stort strømforbrug til lys, elruder, ventilationsanlæg, sædevarme og vinduesviskere. Batteriet bør derfor lades fuldt op med en hjemmelader - og gerne flere gange i løbet af vinteren. Dette sikrer motorstart en kold morgen og forlænger batteriets levetid.

    Check også at kabelforbindelserne til batteriet er rene. Rengør evt. med sæbevand og smør polerne ind i syrefri fedt. Kontroller om generatorens drivrem er tilstrækkelig stram og uden begyndende revner.

    Motorvarmer
    Med en motorvarmer får du ikke bare bedre komfort i bilen på de kolde vintermorgener. Varmeren mindsker også slitagen i motoren og nedsætter forureningen.  Læs f.eks. mere på www.webasto.dk

     

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.