Faldet aftager
Trods fortsat fald i bilsalget ser branchen håb forude
Af Jeppe Lykke Hansen
Bilsalget har længe gået så dårligt i Danmark, at selv et 'mindre' dårligt salg tages som et godt tegn. Og det er netop, hvad juni måneds salgstal viser; et mindre dårligt salg.
I juni lykkedes det for bilforhandlerne at lange 9.823 biler over disken.
Det er umiddelbart en tilbagegang på 4,9 procent i forhold til sidste år, men da den tilsvarende tilbagegang for hele første halvår er på hele 18,9 procent, tager de danske bilimportører tallene som udtryk for en positiv tendens.
Håb om fortsat positiv tendens
At branchen virkeligt har været nede i en salgsmæssig bølgedal kan ses af, at tilbagegangen i salget i første halvår af 2001 målt op imod samme periode i 1998 viser en tilbagegang på hele 43 procent.
Derfor håber bilimportørerne også, at den positive tendens fortsætter, så første halvår af 2001 var der, hvor bunden blev nået.
Bank i luksusklassen
En ændring i firmabilsbeskatningen gjorde det sidste forår væsentligt dyrere at have firmabiler i luksusklassen, og det gjorde pludseligt, at eksempelvis en Jaguar var langt mindre attraktiv som firmabil.
Og det er noget, der kan ses i statistikken.
Salget af luksusbiler er faldet med 58 procent i forhold til første halvår sidste år, hvilket betyder tab i statens registreringsafgiftsindtægter i millionklassen.
BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.