• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
15. april 2010 - Renault

Fluence-design på plads

Nu kan man reservere en elektrisk Renault til senere levering.

Sådan kommer Renault Fluence Zero Emission til at se ud. Sådan kommer Renault Fluence Zero Emission til at se ud.

Renault / Bilpriser.dk
Klar med Fluence ZE
Så er Renault-Nissan Alliancen ved at være klar med det endelige design for elbilen Fluence ZE, som ventes til Danmark i 2011. Designerne har lagt vægt på at lave en præsentabel sedan, som kan falde i firmabilkunderne og leasingselskabernes smag.
Herhjemme vil Better Place tilbyde opladningsstationer og batteriskiftestationer til den tyrkisk-producerede bil. I Frankrig ventes der at blive etableret 75.000 batteriskiftestationer.

NAVI og klimaanlæg

Bilen, der bl.a. vil få NAVI og klimaanlæg, vil kunne køre 160 km på en opladning, og den vil kunne køre 135 km i timen, elektronisk begrænset. Motoren er på 70 kW ved 11.000 o/m, altså ca. 100 hk, og drejningsmomentet på 226 Nm er til stede i hele omdrejningsfeltet. Opladningen sker på 6-8 timer, men har man adgang til en opladestation med høj-ampere-opladning, kan den lades næsten helt op på 30 minutter. Batteriskifte vil kunne ske på 3 minutter.
Batterierne hentes hos en samarbejdspartner i Japan, men der er planer om nye batterifabrikker i Finland, Portugal, Storbritannien, USA og Japan. Målet er at kunne producere 475.000 styk om året. De skal sættes i Fluence samt modellerne Zoe, Kangoo og Twizy.
Alle kan de reserveres nu på www.renault-ze.com  Her kan man også læse mere om elbilerne.
Renault-Nissan Alliancen har afsat 1.000 mand i Europa til den elektriske satsning samt 1.000 hos Nissan i Japan. Investeringerne løber op i 29,7 mia. kr. Alliancen venter, at 10 pct. af de solgte biler i 2020 vil være elbiler.

Forventer stor aktivitet i Danmark
Hos Renault Danmark forventer man sig meget af hjemmesiden, og vil naturligvis nøje følge med i udviklingen af antallet af bestillinger på siden.
"Med hjemmesiden gør vi introduktionen af vore to første modeller endnu mere nærværende. Ikke mindst forbi vi allerede nu viser de helt færdige modeller”, siger direktør i Renault Danmark Henrik Bang og fortsætter:
” Både Renault Kangoo Z.E. og Renault Fluence Z.E., har allerede kørt rundt i København i forbindelse med klimatopmødet i december. Nu er vi kommet endnu et skridt videre. Nu kan bilerne rent faktisk forhåndsreserveres, og vi tror, at der er mange, både private, virksomheder og myndigheder, der vil se det som en stor fordel at være blandt de første med elbiler. Ved at forhåndsreservere sender de et klart signal om, at de er klar til fremtidens lydløse og miljørigtige mobilitet”, siger Henrik Bang, der ikke kan offentliggøre de helt nøjagtige priser på bilerne endnu.
”Vi kender endnu ikke den helt nøjagtige pris på vores elbiler. Blot at de kommer til at koste omtrent som en tilsvarende konventionel bil. Når vi kommer tættere på introduktionen og vi kender de helt nøjagtige priser, vil vi gå ud med en decideret købskontrakt, hvor man skal lægge en mindre udbetaling. Indtil videre kan kunderne sikre sig en eller flere biler, men vi skal altså lidt tættere på introduktionen, før vi begynder at arbejde med bindende kontrakter”, siger Henrik Bang.

Gazellevirksomhed springer på elbilerne
Som den første danske virksomhed, skrev ZAP Distribution med base i Albertslund sig med det samme op til 20 Kangoo Van Z.E – den elektriske version af Renaults mindste varevogn. I versionen med batteri vil den have en rækkevidde på minimum160 km. og med tilsvarende lastevne som en konventionel Kangoo Van, hvilket vil sige last op til 650 kilo og 3-3.5m3  plads.
ZAP distribution råder i alt over 160 biler og indehaver og direktør Ibis Tas ser det som en fantastisk mulighed, at hans virksomhed om lidt over et år har 20 elbiler i flåden. Både ud fra en miljømæssig og forretningsmæssig vinkel.

Elbilerne passer perfekt til storbyen

"Transportbranchen er årsag til meget forurening i byerne. Jeg er stolt over, at vi bliver blandt de første, der fra at være en del af problemet, bliver en del af løsningen”, siger Ibis Tas, der mener, at elbilerne passer perfekt ind til virksomheden. 
”Mange af de små varebiler vi har kørende som distributionsbiler i eksempelvis København, kommer jo aldrig udenfor voldene, og de kører maksimalt 60 kilometer om dagen. Her vil det være helt oplagt at skifte dem ud med elbiler, som ganske enkelt er perfekte til opgaven”, siger Ibis Tas, hvis virksomhed også har afdelinger i Odense, Kolding, Århus, Randers og Ålborg.
Så det er ikke kun hovedstaden, der får gavn af de kommende elbiler hos ZAP distribution. Noget der også betyder, at behovet på længere sigt rækker langt ud over de første 20 biler.
”De 20 biler kun er begyndelsen og jeg er sikker på, at det udover at være en stor miljømæssig gevinst, også viser sig at blive en god forretning. Vi er underleverandører til en lang række virksomheder, der har en stærk miljøprofil, og vi kan se, at dem kommer der flere af. Så det at kunne levere varer med det mindst mulige forurenede ”fodaftryk” tror jeg kommer til at betyde mere og mere i fremtiden", siger Ibis Tas.



BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.