• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
24. november 2019 - FDM

Sikre autostole redder børns liv

Autostolen er en af de senere års helt store livreddere.

Antallet af børn der bliver dræbt eller kommer alvorligt til skade i bilulykker er siden 1990 faldet med over 80 procent. (Foto: FDM/ADAC) Antallet af børn der bliver dræbt eller kommer alvorligt til skade i bilulykker er siden 1990 faldet med over 80 procent. (Foto: FDM/ADAC)

FDM

Antallet af børn, der bliver dræbt eller kommer alvorligt til skade i personbiler, er på 30 år faldet med over 80 procent. Den positive udvikling skyldes især udviklingen af autostole. Ny test viser, at sikkerheden stadig er i top.

Autostolen i familiens bil er en af de senere års helt store livreddere i trafikken. Siden det i 1995 blev lovpligtigt at fastspænde børn i ’egnet udstyr’, er antallet af børn, der enten bliver dræbt eller kommer alvorligt til skade i biler, faldet markant.
 
Hvor 97 børn i alderen 0-10 år i 1990 enten blev dræbt eller kom alvorligt til skade i en bilulykke, viser tal fra Vejdirektoratets ulykkesstatistik, at 12 børn i alderen 0-10 år i 2018 kom alvorligt til skade i bilulykker, mens tre blev dræbt. 
 
”Det er en meget glædelig udvikling, som især skyldes, at biler og autostole er blevet meget mere sikre. Lige så vigtigt er det, at forældre er blevet langt mere bevidste om, at deres børn skal sidde korrekt spændt fast i autostole. Der er ingen tvivl om, at det gør den største forskel på, hvor sikkert børn sidder i bilen,” siger bilteknisk redaktør i FDM, Søren W. Rasmussen.
 
At autostole bliver stadig mere sikre, fremgår også af årets anden autostoletest, som FDM har lavet i samarbejde med en række europæiske bilklubber. Af testens 20 stole får de 11 bedømmelsen ’anbefalelsesværdig’. Fire autostole dumper dog på for store mængder af skadelige stoffer som flammehæmmere og det kræftfremkaldende stof naftalin.
 
”Selvom langt de fleste autostole klarer testen godt, er der stadig er forskel på dem. Skal man købe autostol, er det derfor en god idé at sætte sig ind i, hvordan de forskellige stole klarer sig i test. Det afgørende er, at stolen passer til barnet og er monteret korrekt i bilen, inden barnet spændes fast. Som både vores test og ulykkesstatistikken understreger, må man aldrig gå på kompromis med sikkerheden,” siger Søren W. Rasmussen.

Sådan vælger man den rigtige autostol
•    Stolen skal passe til barnets størrelse (alder, vægt, højde)
•    Stolen skal passe til bilen. Prøv stolen i bilen inden køb
•    FDM anbefaler kun autostole, der har fået mindst fire stjerner i FDMs autostole-test
•    Køb autostolen et sted, hvor man kan få den nødvendige rådgivning og instruktion
•    Autostole og selepuder skal være godkendt med ECE 44-03, ECE 44-04 eller ECE R-129
•    Børn under 135 cm skal være spændt fast i godkendt sikkerhedsudstyr, der passer til deres vægt og højde
•    Det koster et klip i kørekortet, hvis ikke barnet er spændt fast i godkendt autostol eller selepude, der passer til barnet

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.