2. februar 2021
- BMW
Nyheden BMW M5 CS
Den mest kraftfulde model i BMW M's historie.
Den 4,4 liters V8-motor med 635 hestekræfter gør BMW M5 CS til den mest kraftfulde model i BMW M’s lange og fascinerende historie.
BMW
Når BMW M5 CS lanceres i april, bliver den det fjerde medlem i CS-klubben (Club Sport), som består af BMW M2 CS, BMW M3 CS og BMW M4 CS. Den eksklusive specialmodel produceres i en begrænset periode, og giver den legendariske BMW M5 et udpræget raceragtigt tvist.
Den 4,4 liters V8-motor med 635 hestekræfter gør BMW M5 CS til den mest kraftfulde model i BMW M’s lange og fascinerende historie.
Bilen kommer som standard med ottetrins M Steptronic automatgear med Drivelogic samt M xDrive firehjulstræk, som også tilbyder en 2WD-indstilling for ren baghjulstræk.
Letvægtsmaterialer og racergener
Ved hjælp af udpræget brug af letvægtsmaterialer har ingeniørerne opnået en vægtbesparelse på omkring 70 kg i forhold til BMW M5 Competition. BMW M5 CS når fra 0-100 km/t på 3,0 sekunder og fra 0-200 km/t på 10,4 sekunder. Tophastigheden er elektronisk begrænset til 305 km/t.
Rigtigt mange detaljer i bilen sender tankerne til verdens racerbaner. Føreren og forsædepassageren kan finde sig til rette i M Carbon sæderne og bagsædepassagererne på de to individuelle og formstøbte bagsæder. Det sorte Merino læderindtræk har iøjnefaldende kontraster og dekorative syninger i farven Mugello Red. De integrerede nakkestøtter – med belyste M5-logoer på forsæderne – viser et omrids af den legendariske racerbane Nürburgring. Det fede M-rat er i Alcantara og knapperne til gearskifte er lavet af kulfiber.
Motorhjelmen, frontspoileren, de udvendige spejlkapper, bageste spoiler og diffusor samt skjoldet over BMW M Power-motoren er lavet af kulfiberforstærket plast (CFRP).
Eksklusive farver
BMW M5 CS fås i tre forskellige farver. Brands Hatch Grey, som også fås til BMW M5 Competition samt eksklusivt for CS-udgaven; BMW Individual Frozen Brands Hatch Grey og Frozen Deep Green.
De keramiske M Carbon bremser er som standard røde, men fås også i guld som en valgmulighed.
Der er med andre ord lagt i støbeskeen til en ægte og fuldblods M-oplevelse, når BMW M5 CS ruller af produktionsbåndet i april.
BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.