Hyundai i top på kvalitet
Hyundai bygger holdbare biler med meget få fejl.
Hyundai
Det amerikanske analysehus, J.D. Power, vurderer for andet år i træk Hyundai til at være blandt de allerbedste bilmærker i verden. Årsagen er enkel: Hyundai bygger holdbare biler med meget få fejl.
Analysehuset J.D. Power vurderer hvert år – med god hjælp fra over 75.000 amerikanske bilejere – alverdens biler på kryds og tværs, og for andet år i træk indtager Hyundai en fornem plads helt i top. Det sydkoreanske bilmærke bliver vurderet til at være det næstebedste ”ikke-premium”-brand og det tredjebedste bilmærke overhovedet.
Undersøgelsen, som J.D. Power kalder U.S. Initial Quality Study (IQS), bliver gennemført blandt amerikanske bilejere, og den viser, at specielt Hyundais SUV’er hører til blandt de bedste i deres respektive klasser.
SUV’er blandt de bedste
Hyundais største SUV, Santa Fe, tager for eksempel førstepladsen i sin kategori, Tucson bliver nummer to i sin, og den kompakte SUV, KONA, der er blevet voldsom populær i Danmark i sit første leveår, tager tredjepladsen i sin.
”Selvom der naturligvis er forskel på danske og amerikanske bilkøbere, er der ingen tvivl om, at J.D. Powers omfattende undersøgelse dokumenterer, at Hyundai bygger nogle af de mest holdbare biler på markedet. Herhjemme bliver det understreget af, at vi tilbyder markedets bedste garanti på fem år uden kilometerbegrænsning,” siger Annegrethe Skovby, pressechef i Hyundai Danmark.
Lav score lig høj kvalitet
J.D. Power måler bilernes kvalitet på antallet af problemer, som ejerne oplever pr. 100 biler i løbet af de første 90 dages ejerskab, hvilket vil sige, at en lav score afspejler høj kvalitet. Hyundai scorede 71 point, mens branchens gennemsnit lå på 93 point.
Med til historien hører, at de tre sydkoreanske bilmærker, Hyundai, Kia og luksusbrandet Genesis, der alle bliver produceret af Hyundai Motor Group, indtager de tre øverste pladser i J.D. Powers rangering. Genesis opnår den suverænt bedste score med blot 63 point, mens kun ét point adskiller Kia og Hyundai på anden- og tredjepladsen.
Øger afstanden
J.D Power slår ovenikøbet fast, at de tre sydkoreanske mærker har øget afstanden til resten af verdens bilmærker. 16 af 18 modeller fra Hyundai Motor Group bliver rangeret i Top-3 i deres respektive segmenter i J.D. Powers omfattende test.
Specielt hvad angår bilernes ’infotainment’-systemer og andre elektroniske komponenter rangerer de sydkoreanske mærker helt i top på kvaliteten. Og det er værd at bemærke, fordi problemer med de nye bilers avancerede infotainment-systemer såsom navigation, Bluetooth, stemmegenkendelse osv. er noget af det, der generelt volder de amerikanske bilejere mest irritation.
BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.