Afdæmpet bilsalg
Stigningen i salget af danske personbiler er aftagende
Pressemeddelelse - De Danske Bilimportører
Der blev indregistreret 11.730 nye biler i marts, derved steg bilsalget 13 procent i forhold til marts sidste år. De private husholdninger tegnede sig for 7.866 personbiler, hvilket er en stigning på 14 procent i forhold til marts 2004, hvor det tilsvarende tal var 6.870.
"Det er tilfredsstillende, at salget af nye biler fortsat viser en positiv tendens, også selv om stigningen i marts måned er afdæmpet i forhold til årets første to måneder", udtaler Bent Mikkelsen, adm. direktør hos De Danske Bilimportører, han fortsætter:
"Vi er overbeviste om, at stigningen i salget af nye biler skyldes den gode danske økonomi og ikke mindst den positive udvikling i privatforbruget. Vi forventer, at denne udvikling vil fortsætte resten af året."
Stagnerende salg af varebiler
I marts blev der nyregistreret 4.058 varebiler. Det er en fremgang på 10 procent i forhold til samme måned sidste år. Stigningen i første kvartal var 25 procent sammenlignet med første kvartal i 2004.
"Tallene for marts indikerer, at salget af varebiler er ved at have nået et mætningspunkt", udtaler Bent Mikkelsen.
Indregistrering af lastbiler uændret
I marts blev der indregistreret 454 nye lastbiler. Det er på niveau med sidste år, hvor der blev indregistreret 457 køretøjer.
Første kvartal udviste en stigning på 6 procent i forhold til 2004.
BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag. KLIK HER
BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.
