Tyske kronjuveler i Bella
Porsche Carrera GT og Porsche GT3 til racing i Bella Center
Pressemeddelelse - Bella Center
Det absolut fornemmeste af hvad Porsche-fabrikkerne kan præstere - nemlig Carrera GT og GT3 - er hentet hjem til brug under Den Internationale Racing Festival. Racing Festival afvikles i forbindelse Biler i Bella den 18. og 19. marts - begge dage fra kl. 9.00 om morgenen.
"Vi er blevet begunstiget i et omfang, der overgår den vildeste fantasi. Som arrangør kan jeg kun glæde mig til at byde publikum velkommen til en oplevelse af de helt store," udtaler den professionelle racerkører Thorkild Thyrring, der står i spidsen for Racing Festival.
Der er blevet trukket i alle tænkelige tråde, både fra England, USA og ikke mindst fra den danske Porsche-klub, for at disse spændende biler kan være med i Racing Festival-feltet, der tæller et bredt udvalg af verdens mest potente sportsvogne.
"Porsche har altid været en af de ganske få sports- og racerbilsfabrikanter, der har forstået at bruge deres renommé til at skabe et omdømme og en kvalitetsbevidsthed, som jo i den grad udmønter sig i deres kvalitetsprodukter. Og det er glædeligt, at kunne bringe disse biler indenfor 'berøringsafstand' af det danske bilpublikum, hvor f.eks. Carrera GT i indregistreret stand i Danmark runder de ti millioner kroner," slutter Thorkild Thyrring.
Den Internationale Racing Festival afholdes til fordel for UNICEF.
BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.
