Bilsalget 6,4 pct. ned
Private køber flere biler på hvide plader og færre på gule i første halvår
De Danske Bilimportører/Bilpriser.dk
Salget af personbiler og varevogne er faldet med 6,4 pct. i første halvår af 2008. Salget af personbiler på hvide plader er ganske vist gået én procent frem. Her er det især de privates køb, der trækker op: 55.180 solgte til private mod 50.392 i samme periode sidste år. Salget af varevogne på gule plader er til gengæld styrtdykket med 42 pct.
I både maj og juni lå salget af personbiler på hvide plader én pct. over salget i samme måneder i 2007.
”Salget af personbiler ligger på et pænt niveau. I årets første seks måneder er der solgt flere personbiler end i samme periode i såvel 2007, 2006 som 2005. De seneste måneder er væksten i bilsalget dog aftaget, og i maj og juni måneder har salget af personbiler kun været en anelse højere end i samme periode sidste år. Dertil kommer, at afgiftsomlægningen ultimo april 2007 lagde en kraftig dæmper på bilsalget i forsommeren 2007,” siger chefkonsulent
hos De Danske Bilimportører, Annette Christensen.
Fald for varevogne på 42 pct.
Salget af varevogne i årets første halvår er faldet med 42 pct. i forhold til samme periode sidste år, hvilket svarer til en nedgang på knap 14.000 køretøjer. I juni måned blev der solgt 28 pct. færre nye varevogne end i juni måned 2007.
”I kølvandet på omlægningen af bilafgifterne i foråret 2007 har der været et stort fald i salget af nye varebiler. I dag ligger salget af nye varebiler på nogenlunde samme niveau som det gjorde for fire-fem år siden,” udtaler Annette Christensen.
Indregistrering af nye lastbiler
I juni 2008 blev der indregistreret i alt 574 nye lastbiler, hvilket er 13 pct. færre end i juni 2007. I første halvår 2008 er der indregistreret 4 pct. færre nye lastbiler end i samme periode sidste år.
BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.
