Færre bilvaske belaster miljøet
Vandforbruget i vaskehaller er ofte langt lavere end ved manuelle vaske.
Motormagasinet
I oliebranchens årlige statistik i Energinoter kan man se, at antallet af bilvaske foretaget i vaskehaller i Danmark fortsat falder. Og det er skidt for miljøet, påpeger Energi- og olieforum - EOF.
I 2011 fortsatte den faldende tendens fra de seneste år med færre vaske foretaget i vaskehaller. Siden højdepunktet i 2007 med over 12 millioner vaske i haller er tallet faldet hvert år og var i 2011 under 10 millioner.
Den danske bilpark har i samme periode været svagt stigende. Ud fra en antagelse om at alle biler bliver vasket med et vist interval vurderes det, at faldet i antallet af vaske i bilvaskehaller modsvares af en tilsvarende stigning i antallet af manuelle vaske.
Det skønnes, at der årligt foretages cirka 15,5 millioner bilvaske i Danmark. Antallet af manuelle vaske vurderes derfor at være steget til over seks millioner vaske årligt til ugunst for miljøet, oplyser Energi- og Olieforum (EOF).
Det gennemsnitlige vandforbrug i vaskehaller er lavere end ved manuelle vaske. De mest effektive vaskehaller bruger kun cirka 20 liter rent vand per vask, hvor der ved manuel vask bruges cirka 100 l vand. Dertil kommer, at alt vaskevand fra vaskehaller ledes via kloak til det kommunale rensningsanlæg, hvorimod op til 2/3 af spildevandet fra manuel vask skønnes at ende urenset i naturen.
BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.
