Atter nedgang i bilsalget
Salget af nye personbiler er tilbage i den negative kurve
Pressemeddelelse - De Danske Bilimportører
I august blev der indregistreret 7.152 nye personbiler, og det er godt 19 procent færre end samme måned sidste år.
I årets første otte måneder er der dermed solgt små 19 procent færre biler end samme periode sidste år.
"Vi har med spænding ventet på tallene for august. I juli faldt bilsalget nemlig noget mindre end i årets første seks måneder. På den baggrund håbede vi, at den negative trend i bilsalget var vendt. Men i august gik udviklingen atter i den forkerte retning, og forbedringen i juli kan formentlig tilskrives fradraget for ESP, der blev indført 1. juli. Med tallene for august forventer vi et samlet salg på 90.000-95.000 i 2003, hvilket er et fald på 15-20 procent i forhold til 2002," siger Bent Mikkelsen, adm. direktør hos De Danske Bilimportører. Han fortsætter:
"Hos De Danske Bilimportører ser vi med beklagelse på det faldende nybilsalg. Det vil forstærke den i forvejen negative udvikling i bilparkens sammensætning, hvor færre og færre biler besidder de nyeste teknologier inden for trafiksikkerhed og miljø."
Varebilsalget svagt faldende
Salget af varebiler blev på 2.411 enheder i august, hvilket er et fald på 4 procent i forhold til august 2002.
Perioden januar-august udviser også et fald på 4 procent sammenlignet med samme periode sidste år.
Nyindregistreringstallet for lastbiler stabilt
Der blev indregistreret 363 nye lastbiler i august måned. Dermed er salget i 2003 næsten uændret i forhold til 2002, hvor der blev nyindregistreret 372 lastbiler. For årets første otte måneder er der tale om en svag stigning i antallet af nyregistreringer på 4 procent.
BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag. KLIK HER
BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.
