Risø udvikler bilbatterier
Risø DTU vil udvikle bedre lithium-ion-batterier til elbiler.
Ingeniøren
Risø satser på batterier
Gennem udvikling af faste uorganiske elektrolytter går Risø DTU nu efter at udvikle det bedste lithium-ion-batteri til elbiler. Der er søgt EU-støtte på 22 mio. kr. til forskningen.
Det sker i samarbejde med elbilproducenten Positive Energies, der står for den danske elbil Lynx, skriver Ingeniøren.dk.
»Lithium-batterier er ved at få medvind igen og er blevet interessante for elbiler. Vores mål er, at skabe et mere sikkert batteri med større energitæthed, end de kommercielle produkter har i dag og at øge interessen for bilproduktion i Danmark,« siger Poul Norby, seniorforsker på Risø DTU til Ingeniøren.
Fokuserer på sikkerhed
Der skal især fokuseres på sikkerhed, da litium-ion-batterier kan "eksplodere" under opladning.For at få bedre kontrol over kemien vil Risø DTU udvikle faste uorganiske elektrolytter i stedet for elektrolytter af polymer eller organiske opløsninger, som primært benyttes i batterier i dag. Desuden kommer arbejdet til at gå på at udvikle en grænseflade, der forhindrer anoden i at reagere med elektrolytten og nedbryde denne med fare for overophedning eller dårlig kapacitet, skriver Ing.dk
Demonstrationsmodel om 3-4 år
Lithium-borohydrid kan gøres til en meget lovende lithium-ion-leder, har Risø DTU fundet ud af.
»Går alt vel - og det er selvfølgelig et ambitiøst mål - så laver vi et batteri med forbedret anode og katode, en fast elektrolyt og et kontrollerbart grænselag. Og så putter vi det i en bil,« siger Poul Norby.
Han regner med, at udviklingen af katoden ligger længst fremme, mens der vil være en demonstrationsmodel af elektrolytten og anoden inden for de næste tre-fire år.
BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV
Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.
